mandag den 14. juli 2014

Harlekinpude og Ferietid

Ferietid er også krea-tid....


Børnene og Manden Min har ferie. Og på fredag er det også min tur til 3 ugers ferie. Og jeg glæder mig helt vildt til at slappe af, hygge med familien, nyde den danske sommer, campere i Sæby og så er der også lige en spejder lejr i Sønderjylland. 
Og så ser jeg frem til en masse Krea-tid. Jeg er blevet super god til at prioritere at bruge tid på MIG og de ting JEG har lyst til. Det var sværere da børnene var mindre, men nu hvor de er 10 og 13 har jeg en masse tid til mig selv. Og så nyder børnene faktisk, at jeg er blevet bedre til at slappe af og ikke hele tiden har praktiske gøremål der skal ordnes. Ja de praktiske ting som madlavning, tøjvask osv er der selvfølgelig stadig, men børnene er søde til at hjælpe til og så går jeg nok ikke længere så meget op i om alt står på lige række og om der er et støvfnug i vindueskarmen. 
Så hvis ellers vejret vil være med os regner jeg med en masse tid på terrassen til Krea-aktiviteter.

Jeg overvejer, om jeg skal starte på et nyt projekt. Jeg har nemlig forelsket mig i denne patentstrikkede cardigan fra Helga Isagers Strikketøj

Så måske bliver det mit ferie projekt......

Kan også være det bliver endnu en hakket eller hæklet pude. Jeg er lige blevet færdig med denne Harlekinpude. Og jeg er sikker på der skal laves flere puder på et tidspunkt

søndag den 29. juni 2014

Hakkede Puder

Så fik sofaen nye puder....

Det er indtil videre blevet til 2 hakkede puder i grå og koralrøde/rosa farver. På bagsiden er de monteret med gråt jersey stof og trykknapper.
Og jeg er faktisk ganske godt tilfreds med resultatet. Det har været sjovt at begynde noget helt nyt-som at lære at hakke. Og da jeg ikke kender nogen der kan hakke, har det været mig selv og den hjælp jeg har kunne få på nettet, der har gjort processen. Se i mit tidligere indslag om hakkede puder, hvor jeg har fundet hjælpen. 
Og nu kan jeg glæde mig over at stuen har fået lidt nye sommer farver. Men der skal flere sofapuder til. Så næste projekt bliver flere puder- hæklede denne gang. 
Jeg har forelsket mig i Jeannet Bøgelund Bentzens Harlekinpuder. Opskriften er i Alt om Håndarbejdes Strikkemagasin nr 04/2014 og de er nemme og sjove at lave. 

Så mens børnene hygger sig med vennerne og vejret er gråt og ikke særlig sommer-agtigt vil jeg hygge mig indenfor med min første Harlekinpude.

God Søndag til jer alle...

tirsdag den 10. juni 2014

Tunesisk hækling

Mit første Hakke Projekt....

Jeg har set mange hakkede tæpper og puder rundt omkring i Blogland- og hvor er det dog nogle fine ting. Men jeg kender intet til Hakning, eller Tunesisk hækling som det også hedder. Og jeg kender ingen der kan hakke. Så der er ingen hjælp at hente.
Men jeg vil altså lære at hakke!
Så findes der jo heldigvis PESCNOs Hakke GUIDE og en super instruktionsvideo hos DROPS Design.
Så nu er jeg igang med at hakke.

Det er sofapuderne der skal forkæles med nyt betræk af Tusindfryds Hverdagsuld. De gamle puder passer slet ikke i farverne efter at mit Rombetæppe er blevet færdig.  Jeg forestiller mig, at alle puderne i sofaen skal have nyt hakket eller hæklet betræk. Men nu må vi se hvor langt jeg når, inden jeg "kommer til" at kaste mig over endnu et nyt projekt.....

lørdag den 31. maj 2014

Der har været stille på min blog nogen tid. Jeg har ganske enkelt ikke haft overskud til ret meget andet end familie og hverdag.
I en alder af 39 år har jeg for første gang mistet en bedsteforældre. Min Mormor, som jeg altid har været meget knyttet til, blev pludselig syg og sov ind efter få uger. Det har været rigtig hårdt, på trods af at hun blev 89 år og var frisk lige indtil hun blev ramt af kræft.
Jeg var hos hende de sidste 3 døgn på sygehuset. Det tog rigtig meget på kræfterne og var en meget intens oplevelse. Men jeg er glad for at jeg var der og for den nærhed der var lige til det sidste.
Nu er hverdagen igen ved at indfinde sig. Og overskuddet er så småt ved at vende tilbage.

Men selv om jeg har været stille har jeg stadig haft gang i hæklenål og strikkepinde. Og faktisk har jeg sendt min Mormor mange tanker, for det er hende der har lært mig at strikke. Hun var produktiv lige til det sidste. Strikkede til oldebørn, bekendte, bekendtes familie og til et børnehjem i Rumænien. Mon jeg nogen sine kommer i nærheden af at kunne strikke en sok så hurtigt som hende???

Mit Rombetæppe er blevet færdig. Langt om længe. Det er varmt og lækkert og det ser flot ud på sofaen.
Desværre har en fejl i garnet gjort, at det har været rigtig svært at sy pænt sammen. Det sorte garn har en tråd mere end det grå og det hvide garn. Det har derfor været meget svært at hækle romberne ens og efterhånden som projektet skred frem blev det mere synligt at det ville give problemer. Jeg burde nok have reklameret over garnet da jeg opdagede det, men troede at jeg kunne regulere ved at bruge en nål 5,5. resten er hæklet på nål nr. 6.
Nå men nu er det færdigt og det pynter. Men lidt øv er det altså.

Opskriften kan findes på HER hos PESCNO. Hendes hjemmeside er iøvrigt altid et besøg værd.

lørdag den 19. april 2014

Hjemmelavede Påskeæg med nougat og appelsin


Vi skal have gæster til påskefrokost i morgen og til kaffen har jeg lavet små påskeæg med nougat og appelsin.Jeg synes det er vigtigt at påskeæggene ikke er for store. Det er bedre med små gode påskeæg end store mundfulde der hurtigt bliver for meget. Men jeg kan selv godt lide at slutte et godt måltid af en en lille sød ting og en kop kaffe.

Opskriften er enkel


Påskeæg med nougat og appelsin:

Saften af en økologisk appelsin koges med 2 spsk. sukker indtil det bliver tykt og sirups-agtigt. Revet appelsinskal koges med til sidst.

Den afkølede appelsin-sirup æltes med 200 g ren rå marcipan.
Blød nougat rulles til små kugler ( hvor store de skal være er en smagssag, mine er på str. med en lillefingernegl)

Marcipanen rulles til ca 15 små kugler. Hver kugle gøres lidt flad i hånden, så nougatkuglen kan pakkes ind i marcipanen. Marcipankuglen rulles igen til den er helt ensartet og til sidst formes den til et lille æg.

Marcipanæggene stilles på køl.

Ca 300 g god chokolade (55%  kakao) hakkes fint.
Halvdelen af chokolade smeltes over vandbad. 
Den helt smeltede chokolade  hældes over den resterende hakkede chokolade og der røres til alt chokoladen er smeltet og har en temperatur på ca. 31-32 gr.

Marcipanæggene dyppes i den smeltede chokolade og drysses straks med revet appelsinskal, frysetørrede hindbær, finthakkede pistacienødder eller lign.

Påskeæggende stilles på køl et par minutter, til chokoladen er helt afkølet.



Velbekomme og God Påske



søndag den 13. april 2014

Hæklede Påskekyllinger

Mit Rombetæppe ligger stille nede i sin kurv. Helt stille. Tror det trængte til en pause. Eller var det mon mig der trængte til en pause? Jeg må nok endnu engang erkende at jeg ikke er så god til laaange projekter. Jeg ved det udmærket godt, men tæppet er bare så super fedt at det bare skal laves færdig.
Men ugen er i stedet gået med at lave gave til en der snart har fødselsdag og med at lave lidt hyggeligt pynt til påsken. Det er blandt andet blevet til søde hæklede påskekyllinger. Jeg tror at de skal pynte på bordet til påskefrokosten næste week-end.

Opskriften findes lige her: HER
Desværre er jeg løbet tør for orange garn i min reste-kurv, så jeg må have fat i lidt mere så kyllinge farmen kan blive lidt større. Jeg synes også de kan være fine som en lille værtindegave.
Så mon ikke der bliver klækket lidt flere kyllinger inden påsken sætter ind for alvor.

God Søndag

lørdag den 5. april 2014

Lines småkager

Der har været lidt stille på Kabistrik, men det er ikke fordi jeg ikke har arbejdet med mine krea-projekter. Jeg har bare gang i så mange projekter lige nu, at jeg har sat mig for at få afsluttet et par stykker før jeg begynder på mere. Det løfte holdt så til i dag, hvor jeg gav mig i kast med at kreere øreringe. Jeg har fået syet den flotteste kjole til min venindes datters konfirmation og jeg har et billede i hovedet af, at jeg skal have røde øreringe på til kjolen. Så dem er jeg ved at eksperimentere med. Men jeg er ikke klar til at dele dem på bloggen endnu. Så det må vente.
Til gengæld arbejder jeg hårdt på at blive færdig med mit Rombetæppe. Og det begynder da at ligne noget....
 Men der er et stykke vej endnu og jeg er en smule nervøs for om der er garn nok.
Mens jeg har "slidt" med tæppet, har min store pige været i køkkenet og har bagt de lækreste Peanutbutter småkager. Skønt med børn der er så store at de kan selv- og skønt at de har lyst til at være med i køkkenet. Dog måtte jeg liiige minde om at oprydning hører med når man bager!